Om Rytmedoktor

Gennem mine mange kontakter med personer med hjerterytmeforstyrrelser og deres pårørende ved jeg, at der findes mange spørgsmål, som ikke altid er enkle at få gode svar på. Jeg ved også, at der er meget usikkerhed og angst forbundet med at “fejle noget med hjertet”. 

Det er grunden til, at jeg har starten bloggen “Rytmedoktor”. For at alle patienter, pårørende og andre interesserede kan have et forum, hvor problemer med hjerterytmeforstyrrelser kan tages op på en lettilgængelig – men alligevel grundig – måde. Og derudover kan patienter, pårørende og andre interesserede have mulighed for at stille relevante spørgsmål og foreslå emner, som kan tages op på bloggen.

Som læge har jeg altid interesseret mig for hjertesygdomme. Og igennem de seneste næsten 25 år har jeg, i særlig grad, interesseret mig for årsager til og behandling af hjerterytmeforstyrrelser. I særlig grad atrieflimren, som er den absolut hyppigste årsat til forstyrret hjerterytme.

Jeg arbejder til daglig på Privathospitalet Mølholm i Vejle som leder af HjerteCenter Mølholm. Jeg undersøger og behandler op imod 1000 personer med atrieflimren hvert år. Jeg har specialiseret mig i den behandling som kaldes ablation (“brænding”/”varmebehandling”) og har udført mere end 7.000 af denne type operationer gennem de seneste godt 20 år.

Det betyder selvfølgelig, at jeg har en masse erfaring med de problemer, som du kæmper med når du har fået hjerterytmeproblemer – men også meget stor erfaring med de muligheder, der findes, for at behandle hjerterytmeproblemer. Desværre ved jeg også, at det kan være svært at få et ordentligt overblik over din situation og de muligheder der findes for at håndtere dit problem med hjertet. Her håber jeg, at min blogg kan være til hjælp.

Du er velkommen til at give tilbagemeldinger på mine indlæg på bloggen. Er det anvendeligt? Mangler der noget? Med fælles hjælp er jeg sikker på, at bloggen kan være et godt værktøj for alle som har – eller kender nogen, der har – problemer med hjerterytmeforstyrrelser.

Peter Steen Hansen

Hjertelæge og Rytmedoktor

Podcast

"NÅR BLODPROPPEN RAMMER"

Mange danskere lever med hjerteflimmer uden at vide det. Men når blodproppen først rammer, kan konsekvenserne være store. Fra handicap som talebesvær og lammelse til problemer med hukommelsen og åndenød. Men hvorfor kaldes sygdommen for hjerteflimmer, når blodproppen ofte opstår i hjernen? Og hvilke symptomer skal man være særligt opmærksom på? Det kan du få svar på i denne episode af ’Når Blodproppen Rammer’:

E-bog

"Hvad bør du vide om din atrieflimren?"

Uanset om du først for nyligt har fået konstateret atrieflimren, eller om du har haft atrieflimren i længere tid, er der forskellige emner vedrørende denne hjerterytmeforstyrrelse, som er nyttige at kende til. Jeg vil forsøge at give mit bud på, hvad du bør vide som patient med atrieflimren. Jeg har valgt at dele emnerne op i forskellige kapitler, som tilsammen gerne skulle kunne fungere som en slags “Kursus for dig med atrieflimren“.